Aller Leisure køber
Zen Luxury Travels
Aller Leisure køber Zen Luxury Travels
Aller Leisure A/S har indgået aftale om køb af Danmarks førende rejsebureau inden for sundhedsretreats og wellness-rejser, Zen Luxury Travels.
Zen Luxury Travels kommer således i familie med Nyhavn Rejser A/S, Kulturrejser Europa A/S, Nilles Rejser A/S, Gislev Rejser A/S, Stjernegaard Rejser A/S samt Aller Travel AS. Zen Luxury Travels fortsætter med samme navn og medarbejderstab og bliver organiseret under Nyhavn Rejser A/S på dennes adresse.
Aller Leisure A/S har i dag købt Zen Luxury Travels, som dermed er det syvende bureau i koncernen efter starten i 2013. Aller Leisure er gået målrettet efter netop Zen Luxury Travels, der indtil i dag har været ejet og drevet at Martin Bonde Mogensen og Zennie Bonde Mogensen.
”Vi har i Nyhavn Rejser oplevet en stigende efterspørgsel på wellness-rejser igennem de seneste år, og på den baggrund har vi ønsket at få en klar profil ind i vores portefølje inden for wellness-rejser samtidig med, at vi ønsker at kunne tilbyde markedets bedste produkter i den kategori. Wellness og health er mere top-of-mind end nogensinde før, og mange er bevidste om, at en sund og aktiv livstil også skal indgå, når de rejser. Dette afspejles også i, at wellness-turisme globalt vokser med 6,5% pr. år, mere end dobbelt så meget som den generelle turisme.
Vi har med Zen Luxury Travels tilføjet et selskab, der har en stor ekspertise i at skabe wellness-rejser. Det gælder dels som retreats, hvor der tilbydes grupperejser med egne terapeuter, og dels individuelt arrangerede rejser til wellness-resorts. De sidste kan være med egen terapeut eller med programmer designet til den enkeltes behov leveret af terapeuter på resortsene”, siger Morten Aaberg Sørensen.
”Udover at sælge de allerede eksisterende retreats kan brandet bidrage med at sælge high-end wellness-produkter fra Nyhavn Rejsers portefølje som Six Senses, Soneva, COMO, Kamalaya i Thailand og Gili Lankanfushi på Maldiverne, der i dag bliver markedsført og solgt ud fra et mere klassisk leisure-perspektiv. Disse produkter kan vi i fremtiden sælge med et stærkere fokus på wellness-programmer for at understøtte den enkeltes behov”, siger Morten Aaberg Sørensen.
Zen Luxury Travels blev startet af Zennie og Martin Bonde Mogensen i 2010, hvor de første ayurvediske retreats blev etableret på Sri Lanka med fokus på individuelt tilpasset kost, kropsbehandlinger, daglig yoga, meditation, vejrtrækning og mindfulness bygget op omkring det 5.000 år gamle indiske sundhedssystem. Siden er det gået stærkt, og rejsebureauet har nu et bredt produktudbud af wellness-rejser til mange destinationer.
”Zen Luxury Travels mission er at sætte fokus på balance og livsglæde. Balance og livsglæde danner nemlig grundlaget for gode afbalancerede mennesker. Alle vores retreats og wellness-rejser er skabt ud fra vores ekspertise i mindfulness og kropsterapi, og de udspringer af en drøm om at skabe anderledes og vedkommende rejser til unikke destinationer, hvor sjæl og passion er i højsædet. Zen Luxury Travels skaber retreats, der sætter sine spor i krop, sind og sjæl. Rejser, der skaber ro, balance og giver endnu mere livsglæde. Vores retreats er på mange måder en livsforandrende oplevelse i den positive retning”, siger Zennie Bonde Mogensen.
”Vi er enormt stolte af at have indgået et samarbejde med Aller Leisure, og vi ser frem til at kunne stå endnu stærkere i markedet ved at udvide vores sortiment på wellness-rejser og retreats og gøre det endnu mere attraktivt at investere i egen sundhed gennem enestående rejseoplevelser.
Hver for sig er vi begge unikke, men sammen kan vi gøre en enorm forskel for vores rejsegæster. Og det glæder vi os til”, tilføjer Martin Bonde Mogensen.
Zennie og Pernille vil fortsat sidde ved telefoner og e-mail og er klar til at booke dit næste retreat, mens Martin og vores behandlerteam stadig er med på alle retreats.